Projektet/bydelen kort fortalt

Foreningen har lavet en projektbeskrivelse, hvoraf det fremgår, at boligerne skal bygges i tæt lav bebyggelse med mulighed for, at nogle af boligerne kan blive i max 3 etager.

I stedet for en privat græsplæne hele vejen rundt om huset, kommer boligerne til at ligge midt i naturen med fælles legepladser, køkkenhaver, natur med søer og overdrev og måske endda græssende dyr.

Der bliver skrappe krav til boligernes bæredygtighed, hvor materialerne både skal være sunde at bo i og med et lavt CO2-aftryk både i produktions- og transportleddet, og der skal bygges med design for adskillelse, hvilket betyder, at materialerne skal kunne skilles ad og genbruges i andre byggerier, når en bygning af en eller anden grund skal nedrives.

Der skal være masser af træ i byggeriet, fordi brug af træ er en måde at lagre CO2 på. Indenfor energi, vand og spildevand bliver der udviklet bæredygtige løsninger. Boligerne bliver ikke store, til gengæld skal der være gode fælles faciliteter som f.eks. gæsteværelser, musikøvelokale, værkstedsfaciliteter, festlokaler, og måske er der nogle iværksættere, der gerne vil have mulighed for at starte socialøkonomiske virksomheder op indenfor f.eks. café, reparationsværksted, vaskeri, kiosk m.v.

Drømmen er en levende bydel, hvor folk i hverdagen møder hinanden på fælles udearealer og i de fælles aktiviteter, samtidig med at boligen stadig er familiens private sfære. Bilerne skal holdes i yderkanten af bebyggelsen til hverdag, så alle kan færdes frit og sikkert på gåben og cykel.

Delebilsklub og dele-elcykler bliver en del af hverdagen for de borgere, der får lyst til at bo i boligområdet, der kommer til at rumme 3 – 400 eje- og lejeboliger.